17/07: I går var jeg til mit 5.
jordemoderbesøg. Besøget gik helt fint, alt var som det skulle være. Hun morede
sig dog over alle mine mange besøg på Hvidovre Hospital gennem de sidste 2 uger.
Til det svarede jeg at jeg også snart var mere dér end hjemme...Vægten er steget
med 6 kg siden jeg blev gravid, så det er jeg rigtig godt tilfreds med. I sidste
uge hed vægten plus 7 kg, men jeg kan godt mærke at jeg har mindre vand i
fødderne nu end for en uge siden, tror jeg er blevet bedre til at slappe af. Den
lille blev skønnet til 32-3300 g og hovedet stod fast. Så nu er vi begge sådan
set klar til fødslen...kom bare an! Jordemoderen bestilte en ny tid til om 14
dage (30/7), jeg sagde dog at jeg ikke håbede at få brug for den. Det skal jo
også blive spændende at se om jeg får ret, tror selv at jeg føder den 29/7.
Efter jordemoderbesøget var vi ude at hente de fleste af alle de mange ting vi
efterhånden havde fået bestilt hjem. Kommoden var endelig kommet, så hentede vi
det meste fra startpakken fra 'Kære Børn' på nær barnevognen og sengen. Sengen
var nu kun fordi den ikke var kommet endnu. Den kunne først være der i uge 31.
Det syntes vi egentlig var lidt dårligt, da vi havde bestilt i marts !! Så nu er
kommoden samlet og de ting jeg havde indkøbt til den er sat på plads.
lækkert...jeg var også snart ret træt af at have det hele liggende i
rejsesengen. Vi fik også købt en skråstol, den med bondegårdsmotiv, den var lige
nedsat med 120,- kr så det kunne vi ikke stå for. Jeg har ikke valgt at alle
tingene på værelset skal have samme type motiv, synes det er alt for kedeligt,
så fordi det lige blev det motiv på skråstolen gjorde ikke noget.
I nat har jeg bare sovet noget så dårligt, har måske fået 3-4 timers
søvn...øv...men nogle nætter kan jeg bare ikke sove. Tror måske det er alle de
tanker der snart fylder mit hoved, som er skyld i min søvnløshed.
I dag står den på vask af babydyner, tøj og stofbleer, samt pakning af taske til
fødegangen, men så er vi også ved at være babyklar, nu er der også kun 8 dage
til terminen.
15/07: Tankerne om hvem der ligger inde i
maven, fylder mere og mere i min bevidsthed. Hvordan ser barnet ud, hvem af os
ligner den, eller er det en kombination af os begge. Hvilket temperament vil den
lille få...fars rolige sind eller mors til tider lidt hidsige temperament. Ja
det vil tiden vise. I går fik jeg bevæget mig helt ind i H&M for at købe lidt
tøj. Et par bukser, en langærmet bodystocking og en hue blev det til. Jeg
tænkte, det måske var lidt smart at have et sæt tøj til turen hjem fra
Hospitalet, man kan jo desværre ikke lige bruge alt det skønne tøj, der sikkert
kommer som gaver, det skal jo lige vaskes først. Jeg købte størrelse 56, så hvor
længe det holder er jo ikke godt at vide.
I går fik jeg endelig styr på A-kasse, barselsdagpenge osv. Det er jo et værre
cirkus at finde ud af hvem der skal have besked og hvem der ikke skal. Men i dag
ringede sagsbehandleren i hvert fald og sagde at papirerne var i orden.
Dejligt...så jeg ikke også skal tænke på det oveni fødsel og det hele.
Det mærkelige her mod slutningen af graviditeten er, at jeg ikke rigtig er træt
af at være gravid endnu. Jo, jeg er træt af at sove dårligt, at skulle på wc en
million gange i døgnet og at maven er i vejen. Men jeg er ikke utålmodig efter
at fødslen gerne snart må gå i gang. Jeg tror det hænger sammen med at jeg fik
barsel så sent og at jeg endnu hygger mig med at lave babyudstyr og gøre klar
herhjemme. Samtidig har vi haft mange ting vi skulle. Vi har ikke siddet så
meget alene hjemme og ventet, vi har såmen heller ikke snakket så meget om tiden
efter fødslen, men det er jo også svært at sætte sig ind i den forandring det
helt sikkert vil være for tosomheden. Flemming mener dog godt jeg kunne føde til
terminen, da han snart trænger til lidt fri fra arbejdet. Han har også måttet
arbejde hårdt den sidste tid så jeg kan godt forstå ham. Han tager sine 2 ugers
barsel lige efter fødslen og supplerer med 3 ugers ferie efterfølgende. Det skal
nok blive hyggeligt at have ham så meget hjemme, det er i hvert fald lang tid
siden vi har haft meget tid sammen. Samtidig er det en fantastisk mulighed for
Flemming til at lære den lille at kende. Han kender den jo slet ikke på samme
måde som jeg gør.
13/07: De sidste dage er forløbet stille og
roligt. Er endelig ved at have styr på puslepladsen på badeværelset...billeder
kommer snart. Puslekommoden til værelset havde de ikke fået hjem alligevel,
ekspedienten var endda så fræk at spørge mig om det var den afdeling af 'Kære
Børn' jeg havde ringet til...hvad regner hun mig for, åbenbart ikke ret meget.
Det endte med at jeg blev en smule gal og at hun sagde den kom næste
torsdag...det vil jeg se før jeg tror det. Tror i hvert fald snart ikke jeg
gider handle i den forretning mere.
I dag var vi så til skanning. Den lille havde det fint, den lå lige og gabte
lidt af sygeplejersken, der skannede os, hun synes det var så sødt at hun helt
faldt i svime over den lille. Så hun måtte lige minde sig selv om at det altså
var en vækstskanning hun var i gang med. Vi synes det var smadder hyggeligt, så
kunne vi jo beundre vidunderet lidt længere. Efter lidt opmålinger og
beregninger på computeren nåede hun frem til en vægt på 3128 g. Så den var jo
slet ikke så stor...den lå faktisk helt fint og normalt på vækstkurven. Hovedet
målte 95 mm. Så ved termin vejer den lille ca. 35-3600 g og det er jo meget
normalt. Selvfølgelig er skanningen også et skøn over vægten, men jeg stoler nu
mere på det end lægen og jordemoderens modellering af af maven. Barnet lå stadig
med hovedet nedad og ryggen i højre side, så den har nok tænkt sig at blive
liggende sådan, den har også lagt sig ligeså fint og rammer hverken ribben eller
mavesæk, så jeg er faktisk ikke generet af den, dejligt :-)
Tilbage til gravid uge for uge Til forrige uge Til næste uge