Gravid - uge 40 (19/07-25/07)

 

22/07: Tiden nærmer sig, blot 3 dage igen, hvis altså den lille gider komme til aftalt tid :-) Jeg har haft en del flere mærkbare plukveer, så nu håber jeg blot de også foretager sig noget fornuftigt...Jeg har fået taget nogle billeder af alle de forskellige projekter vi har været i gang med, nu fik vi endelig fundet kablet til kameraet så billederne også kunne komme på computeren, kablet har været forsvundet siden vi flyttede om, men sådan er det jo gerne når man pludselig rydder op. Hvor inspirationen til de forskellige ting kommer fra kan læses her.
I dag fandt jeg lige en sjov ting...opskriften på VE-kage. Det var en fra Netdoktors juli-gruppe, der savnede noget til at sætte skub i veerne, om det virker er ikke til at sige
men i et Citat fra bogen står der: "Det der får kagen til at virke er, at ingredienserne sætter gang i tarmsystemet, som dermed kan stimulere livmoderen til at lave veer. Man kan sige, hvis den ikke virker, så er ventetiden gået med det, og kagen smager faktisk godt."

Her er så opskriften:
- 4 æg
- 1 dl sukker
- 300 g smør/margarine
- 230 g mel
- 300 g mørk chokolade
- 1 spsk kakao
- 200 g kokosmel
- En håndfuld rosiner
- 1,5 dl stærk kaffe (Nescafé er velegnet)
- 1 spsk bagepulver

Rør smør og sukker til en lind masse, tilsæt 1 æg ad gangen sammen med en spsk mel. Tilsæt resten af melt, hvori kakaoen og bagepulveret er iblandet. Smelt halvdelen af chokoladen i kaffen, rør kokosmel i dejen sammen med den smeltede chokolade/kaffe. Til sidst røres rosinerne i. Kagen bages i en rund springform, ca. 1 time ved 180 grader. Lad kagen afkøle. Smelt resten af chokoladen og pynt kagen med det. Kan fryses og bruges til gæster på barselsvisit.
Så det kunne være den bliver afprøvet efter på Søndag for der er det muligt at utålmodigheden begynder at melde sig :-)
 

20/07: Lidt mere om besøg den første tid. Vi har det begge sådan at den første tid hjemme skal være os tre alene. Vi vil gerne have mulighed for at lære den lille ny at kende i fred og ro. Derfor vil vi meget gerne have alle besøgene på Hospitalet og ikke hjemme. Vi vil jo gerne finde en rytme i hverdagen og samtidig bliver August en utrolig travlt måned med mange arrangementer: barnedåb 2 gange, 3 kandidatfester og 1 fødselsdag på 3 weekender...så hverdagen skal nok bare være så stille og rolig som det nu kan lade sig gøre. I går var vi et smut i Bilka og indkøbe lidt tilbud, så det blev til stofbleer (kan man overhovedet få for mange af dem..?) og savlesmækker. Savlesmækkene blev jeg inspireret til i weekenden da vi besøgte Flemmings søster. De har en dreng på 3 måneder og der var hele tiden gang i en stofble til gylp osv., så derfor tænkte jeg at savlesmækker måske var en god idé...
Men ellers er det jo skønt vejr...overvejer helt om ikke jeg skulle besøge mine forældre, der i disse dage nyder livet i sommerhuset, Flemming er på arbejde hele dagen alligevel. Det bliver rart når han endelig får ferie.

19/07: Så nåede jeg den sidste uge af graviditeten, med mindre selvfølgelig jeg går over tid. Netbaby skriver om dagen i dag at uge 40 - og forhåbentlig den sidste uge i din graviditet- begynder i dag. Den lange ventetid er næsten forbi! Din baby måler ca. 38 cm fra hoved til hale. Lanugoen er forsvundet (eller næsten forsvundet) fra barnets krop, men der kan stadig være lidt tilbage på skuldre, arme og ben. Hele kroppen undtagen mund og øjne er dækket af den fedtede substans vernix. Der er et ekstra tykt lag ved lysken, albuerne, halsen, under armhulerne og i knæhaserne. Sclera (det hvide i øjnene) er næsten hvidt, og iris (regnbuehinden) er blå. Babyer bliver næsten altid født med blå øjne, men farven kan skifte få minutter efter fødslen - og nogen gange helt op til et ½ år efter.
Weekenden er forløbet stille og roligt, jeg har mest gået og ryddet op og gjort rent, det er nok redebyggeri instinktet der træder i karakter nu. Samtidig er jeg i gang med de sidste sæt sengetøj og sengehimlen. Tasken til fødegangen fik jeg pakket i går. Jeg lagde lige et sæt tøj til Flemming i også for en sikkerhedsskyld. Da vi var ude at besøge Flemmings kusine efter fødslen havde der i hvert fald været et mindre uheld med champagnen, der gjorde at barnefaren var klædt i hvid hospitalsskjorte, så vi prøver lige at forebygge :-) Samtidig blev vielsesattest og dåbsattester lagt i en kuvert så Flemming ikke skal lede panisk efter dem når tiden er. Men ellers prøver vi at nyde den sidste tid med at se nogle gode film og få slappet af.
Samtidig håber vi at vi den sidste tid ikke bliver kimet ned af familie og venner, i hvert fald ikke hvis de bare vil høre 'om ikke jeg snart har født'. Vi har lovet at give besked og det har vi tænkt os at holde. Jeg tror især at jeg, hvis jeg går en del over tid, vil være meget træt af spørgsmålet og at det blot vil gøre ventetiden endnu længere. Vi vil også hurtigst muligt efter fødslen skrive det på hjemmesiden. Til orientering for dem, som har lyst at besøge os på Hospitalet er besøgstiderne hver dag fra 16-17 og 19-20 og personalet ser gerne tiderne bliver overholdt, da alle de nybagte forældre og ikke mindst babyerne har brug for ro :-)

 


Tilbage til gravid uge for uge    Til forrige uge    Til næste uge