En hurtig fødsel...
Veerne begynder
Kl ca. 2.30 vågner jeg op med regelmæssige veer, 1 min varighed og 5 min i mellem. Jeg ligger ca. 30 min og kigger ur for at være sikker i min sag. Kl. 3 vækker jeg Flemming og jeg ringer til fødegangen. Vagthavende jordemoder beder os komme stille og roligt ind på fødegangen. Jeg ringer derfor til mormor og aftaler at hun henter Julian på Holbæk sygehus. Vi turde ikke vente yderligere 1-1½ time før vi kørte hjemmefra.
Ankomst til fødegangen
Kl ca. 3.45 er bilen
pakket og Julian er hentet ud i bilen. Vi kører afsted mod Holbæk sygehus. Jeg
havde medbragt en spand da jeg sidste gang fik det enormt dårligt at den korte
køretur på 10 min. Dette ville jeg denne gang forebygge lidt, da vi nok ellers
aldrig nåede til Holbæk (køreturen tager ca. 35 min). Det gik bedre end
forventet og jeg fik det faktisk slet ikke dårligt. Det var faktisk en hyggelig
køretur og vi fik snakket lidt ind i mellem veerne.
Kl 4.15 ankommer vi til Holbæk og kort tid efter ankommer mormor, Flemming går
ud og aflevere Julian og jeg går op på fødegangen. Vagthavende jordemor tager i
mod mig og bringer mig ind i undersøgelsesrummet. Hun vil først køre en
"strimmel". Det viser sig dog at hjertelyden på fosteret er meget svær at finde
og først efter 10-15 min lykkedes det - pyh ha heldigvis...Fosteret ligger i
længdeleje med hovedet fast i bækkenet. Fosterskønnet lyder på 4000 g.
Kl 4.45: Veer med 4 min interval, FHR (fosterets puls): basislinie 150 slag/min,
nedsat variationsbredder. Ingen accelerationer, ukomplicerede variable
deceleration. Konklusion: non reaktiv FHR...hmm det er ikke noget jordemoderen
er helt tilfreds med.
Ind på fødestuen
Jeg kommer derfor ind
på fødestue 2 og jordemoderen konstaterer at jeg er 3 cm åben, hovedet står
fast, vandet er ikke gået. Der påsættes derfor intern CTG, hvilket betyder at
der monteres en pulsmåler på barnets hoved. Det konstateres at fostervandet er
grønt, hvilket betyder at barnet har haft afføring i vandet...passer meget godt
med barnets tilstand.
Kl 5.30: CTG: der ses veer med 3 min interval, god styrke og varighed. FHR:
basislinie på 160 slag/min, nedsat variationsbredde, ingen accelerationer, 1
ukompliceret variabel deceleration med et slagtab på mere end 60 slag.
Konklusion: Afvigende CTG. Jordemoderen aftaler med fødselslægen at der køres
STAN (=der laves EKG på barnet, EKG er måling af om "hjerterytmen" ændrer sig i
forhold til barnets normal)
Da min blodtype ikke er korrekt registret kommer der en laborant forbi og tager
den i en ve-pause. Man skal da også stikkes i hele tiden :-)
Kl 5.52: STAN tilkoblet, vi er blevet informeret og indforstået hermed. CTG er
fortsat uændret, altså fortsat afvigende. Dog observeres ingen STAN evens.
Barnet har det altså ok. Mod smerter fortil gives varmt omslag - ahh
Kl 6.15: Hyppige gode veer. FHR: afvigende og non reaktiv. Ingen STAN
evens.
Kl 6.20: Veer som før beskrevet. FHR: basislinie synes nu at være faldende til
150 slag/min, nu normal variationsbredde, med 1 acceleration, stadig
ukomplicerede variable decelerationer. Ingen STAN evens. Konklusion: normal FHR,
måske for tidligt at konkludere, men tendens hertil.
Kl 6.30: Jeg er nu 4 cm åben. Hovedet står fast i bækkenindgangen. Der siver en
smule grønt fostervand.
Kl 6.55: STAN måling kører fortsat, men kvaliteten er ikke optimal, der afventes
jordemodervagtskifte og dermed påsætning af ny caputelektrode.
Kl 7.15: Der har været 2 evens med episodisk T/QRS stigning på henholdsvis 0,11
og 0,15 mens der har været vagtskifte. Fødselslægen tilkaldes til vurdering.
Umiddelbart synes CTG at være afvigende med der er tvivl.
Jordemoder Karen takker af og Cathrine overtager.
Hastigheden på fødslen tager til...
Kl. 7.30: Stadig 4 cm
åben, hovedet står stadig fast i bækkenindgangen. Fødselslægen kommer derfor ind
på stuen. Det besluttes at der tages en scalp-pH, denne viser 7,34 - hvilket er
helt fint.
Kl 7.45: Tiltagende veer - ja det skal jeg love for, det er som om jeg ikke kan
finde ro efter scalp-pH prøven. Mig som ellers er modstander af smertelindring
som eksempelvis epiduralblokkade er faktisk her klar til at få en...veerne
bliver ved i et væk og gør bare ondt. Da jeg ikke ønsker lattergas noterer
jordemoderen i journalen at vi afventer fremgang - ja skal give hende
fremgang... !
Kl 7.50: Kraftig pressetrang - jordemoderen kommer hurtigt op af stolen, hen og
undersøge mig - Mette jeg kan godt forstå du har ondt, du er 10 cm åben og i
fødsel. Du presser bare... Og hurtigt fik hun tilkaldt diverse hjælpere. Da jeg
på dette tidspunkt er meget træt ovenpå de sidste 5 min lede veer og manglende
søvn, har jeg svært ved at presse, FHR dykker kortvarigt til 70-80 bpm og retter
sig kun kortvarigt ved at jeg får ilt. Fødslen skønnes ikke nærtforestående og
en børnelæge tilkaldes.
Kl. 7.55: stadig kun ringe fremgang, FHR fortsat 70-80 bpm, fødselslæge
tilkaldes. Jeg kan bare det med at have mange til at deltage i mine fødsler -
jamen det er da også spændende...
Ud kommer hun...
Kl 8.00 status uændret,
jordemoderen vælger at klippe, av for den da...men det hjalp
Kl 8.03: Fødes en levende pige i regelmæssig baghovedstilling. Hun afnavles og
kommer kortvarigt op til mig, derefter overtager børnelægen for at kigge hende
efter. Apgar 9/1 (- 1 point for at hun er lidt slap), apgar 10/5. Apgar er en
måde at vurdere nyfødte på, der gives op til 2 point for hjerteaktion,
respiration, muskeltonus, reflekser og farve. Der laves en en vurdering efter 1
min og efter 5 min. Da blod-pH ved fødslen er en smule lav ordineres blodsukker
og syre-base måling efter 2 timer og 5 timer.
Alt i alt en rigtig god fødsel og en super god jordemoder. Kl. 12.00 overflyttes vi til stue 3 på barselsgangen. Her bliver jeg til dagen efter hvor Julian og Flemming kommer og henter mig.