12/10: Jeg er gravid igen...dejligt. Lige omkring Julians 2 års fødselsdag stod jeg med en positiv test i hånden. Vi har længe snakket om hvornår det passede med nummer 2 og blev enige om at tiden var inde. Om det denne gang er en pige eller dreng er ikke det interessante når bare vi får et sundt og raskt barn.
Jeg har det godt, har dog haft en del mere kvalme i forhold til sidste gang, eller også er det en af de ting man hurtigt glemmer. Trætheden forfølger mig også denne gang, den har jeg ikke glemt fra sidst. Men denne gang hvor jeg har en noget mere hektisk arbejdsdag og mange dage alene med Julian føles det værre. Jeg kan ikke bare hvile på sofaen når jeg har lyst. Så mit krisetidspunkt er ved 14/15-tiden.
Vi har i dag (12/10) været til nakkefoldsskanning på Hvidovre Hospital, det blev der fordi jeg kendte stedet fra sidst og da jeg ikke var klar over om Holbæk sygehus kunne lave disse skanninger. Det var en vældig sød lille en der lå inde i maven, og der var kun én. Nakkefoldsskanning er en skanning som viser risikoen for Downs syndrom (mongolisme) hvor resultatet sammenholdes med blodprøveværdi. Vores risiko lød på 1:10500. Man må altså konkludere at risikoen er ret lille eller at jeg skal føde 10500 børn før jeg får en...det når jeg nok ikke. Sygeplejersken som skannede os synes det var et sødt lille eksemplar vi ventede os, den lille lå pænt i profil så nakkefolden var nem at måle. Der var 2 arme, 2 ben, 1 hoved, næseben og en lille hjerte som slog, alt var som det skulle være. Hun kiggede lige en ekstra gang da jeg sagde jeg havde haft nogle væmmelige drømme hvor barnet havde 3 arme...men det var der ikke fastslog hun! Terminen var i dag 22. april, men det er ikke endeligt ved nakkefoldsskanningen, det kan først siges mere præcist senere. Men ovenpå sidste gang giver jeg ikke meget for en terminsdag. Det er sikkert et majbarn jeg venter mig.
22. oktober: Er jeg virkelig gravid...jeg kommer helt i tvivl. Jeg er kommet over kvalme og overdreven træthed. Jeg er ikke længere fuldstændig udkørt kl 2 om eftermiddagen, overskuddet er ved at vende tilbage - dejligt. Generelt har jeg det fint, så jeg glemmer faktisk at jeg er gravid. Men det er nok også fordi at maven ikke rigtig er vokset endnu, og dog, en smule synes jeg selv. Jeg tror også at jeg ikke tænker så meget over det, fordi jeg har prøvet det før, det er ikke helt det samme anden gang. Vi har travlt med en masse andre ting herhjemme, Julian fylder meget og mit arbejde tager meget tid. Jeg glæder mig dog meget til jeg kan mærke liv, men der kommer nok til at gå lidt længere tid i forhold til sidst, moderkagen sidder nemlig foran denne gang, altså ud mod maven.